
- 0 aktive jobs (se mere)
- danskepatienter.dk
Stillingsbeskrivelse
Vi søger en kommunikatør, der er stærk i skriftlig formidling, har styr på sin værktøjskasse, og som kan operere i krydsfeltet mellem faglig formidling og politiske budskaber.
Danske Patienter taler patienter og pårørendes sag overfor politikere, myndigheder og sundhedsprofessionelle – og vi har brug for en ny kommunikationskollega, der kan omsætte vores viden til både faglige anbefalinger og klare politiske budskaber om for eksempel prioriteringer i sundhedsvæsenet, brugerinddragelse og ulighed.
Som kommunikatør i Danske Patienter skal du kunne navigere i et landskab med både interne og eksterne interessenter, hvor opgaverne er mangeartede og løbende kan ændre sig i takt med den politiske dagsorden. Det kræver strategisk snilde, et kendskab til sundhedsvæsenet, en hurtig og præcis pen og at du har styr på dine kommunikationsværktøjer.
Du bliver en del af et kommunikationsteam på tre kommunikatører og en studentermedhjælper, og får derudover 20 dygtige kollegaer, der arbejder med politik, analyse, brugerinddragelse og administration. Vi arbejder ofte projektorienteret og samarbejder derfor meget på tværs af hele sekretariatet, hvor der foruden faglige diskussioner også er plads til at snakke om surdejsopskrifter, binge-værdige serier og sportsbegivenheder. Vi søger en kollega, der vil bidrage både fagligt og socialt til fællesskabet.
Læs mere om Danske Patienter her.
Opgaver
Opgaverne spænder bredt, men du kommer blandt andet til at:
- Producere indhold til vores platforme som for eksempel nyheder, debatindlæg og interviews
- Omsætte ideer til handling og tage selvstændigt ansvar for kommunikationsindsatser i både større og mindre projekter
- Udvikle vores tilstedeværelse på de sociale medier med indhold, der engagerer og pleaser algoritmen
- Bidrage til, at vores hjemmesider altid er opdaterede og visuelt indbydende for læserne
- Forvandle faglig viden til forståelig og modtagerorienteret kommunikation
- Formidle tal og data i fængende punchlines med et klart patient- eller pårørendeperspektiv
- Bidrage til pressearbejde
Hvis du har erfaring med at lave korte videoer eller flair for grafisk og visuel kommunikation, så klapper vi i hænderne.
Du skal også løse kommunikationsopgaver i vores videnscenter for brugerinddragelse, ViBIS, og i regi af organisationen Vælg Klogt, som vi driver sammen med Lægevidenskabelige Selskaber.
Om dig
- Du har en relevant kommunikationsfaglig uddannelse og/eller erfaring fra lignende stilling
- Du trives godt med en høj grad af selvledelse, hvor du selv er ansvarlig for at prioritere din tid
- Du kan arbejde projektorienteret og bevare overblikket over mange forskellige typer af opgaver med overlappende deadlines
- Du tænker på tværs af medier og platforme, så vores budskaber rammer målgruppen på rette tid og sted
- Du lytter og er hjælpsom – og befinder dig godt i rollen som rådgiver og sparringspartner over for kollegaer
Praktisk
Stillingen er på fuld tid – 37,5 time om ugen inklusiv betalt frokostpause. Vi lægger vægt på work-life balance og udviser stor fleksibilitet i form af muligheden for at arbejde hjemmefra.
Send din ansøgning og CV i én samlet fil senest den 29. maj 2023. Vi forventer at holde første samtale den 6.-7. juni og anden samtale den 13. juni. Tiltrædelse omkring den 1. august 2023.
Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt kommunikationschef Rikke Skovgaard på 3118 9342.